Se lidt om Mette Baasch

I året 1999 åbnede Atelier Stævnegården

-De går som varmt brød”, var der en tilrejsende som udbrød ved synet, - det gjorde de nu ikke, men de blev genstand for stor beundring. Gennem længere tid havde jeg arbejdet på en række store ”fade”, måske snarere skulpturer, med relation til træ man finder brændt på et sommerbål, efterladt forkullet og forvitret i strandkanten. Enkelte mindede i form om både. Jeg havde også kastet mig over emnet ”skitsepiger”, små som store, klinet op i grove ubearbejdede lerklatter. Udtryksfulde og gode kontrasert til de mørke lidt okkulte fadformer.

Kattevæsener, høje, slanke og statiske som søjler midt i rummet. Andre befandt sig i hovedhøjde, vagtsomme og hjemmevante eller blot til stede.

I dag ser atelieret helt anderledes ud. Man fristes næsten, - og kan du holde på en hemmelighed? – Der er højt til loftet, fra det øjeblik du træder ind gennem stalddøren (husk at dukke hovedet). Tiptoe, tiptoe – in you go.

Alting hviler i sig selv på denne årstid. Ovne fyldes og tømmes. Nye spændende ting finder indpas på hylder og vægge. Glasmontre fulde af keramik – unika, små tableauer, skiftende alt efter tid og lyst.

Lige nu emmer Atelieret af vinter, de rå vægge skærmer mod vestenvinden, og den værste kulde. Amaryllis røde og nyudsprungne vintergækker i små buttede glasvaser, pynteligt i kontrast og lyser om kap med levende lys. – Selv om det er uden for turistsæson, og der ikke forventes besøg, byder stemningen på aktivitet og travlhed.

Det som optager mig mest for tiden, er smykker i form af små keramiske billeder eller skulpturelle objekter. Materialet er porcelæn, forarbejdet med samme intensitet som kendetegner og synliggør den keramiske verden, som jeg har befundet mig i de sidste mange år.

SMYKKER er for mig mere end et stykke forarbejdet brændt ler. Et smykke bliver først til helhed i det øjeblik det bliver udvalgt og sammensat i stil og individualitet af den enkelte. Mennesket er som et organisk lærred, udtryksfuldt, skiftende i sind og stemning.

Du er altid velkommen til at aflægge besøg.

Så vidt muligt holder atelieret åbent fra 1. maj til 1. september tirsdag, onsdag og torsdag kl. 10-17.

Ellers er du velkommen til at ”slå på tråden” og aftale hvornår det passer dig.

Hvis du kommer langvejs fra, er det en god idé at kontakte mig i forvejen.

Til børstefisken
Til skitsepigen
Mette Baasch . Herslevvej 37 . 5900 . Rudkøbing
Telefon: 62 57 16 80 . www.keramikkat.dk . mail: mette@keramikkat.dk