Historien bag
Året 1989 blev skelsættende på mange måder. – Det var året hvor vi (min mand Erling og jeg) søsatte Gaia, en 37 fods ferrocement sejlbåd, og dermed også drømmene om en anderledes fremtid.
Et skib og en drøm som havde forankret sig tæt i livet på os begge, som havde fået fuld næring gennem de seks år byggeriet varede.
Vi solgte huset samme år, og havde dermed penge nok til overlevelse det næste par år.
Rejsen
Rejsen blev ny identitet. Det blev til 1½ år med livets mange facetter og indfaldsvinkler, hvor intet er givet på forhånd. Det blev til mange spændende ”ville ikke ha’ været foruden” oplevelser, og et væld af livgivende bekendtskaber.
Rejsen gik via England til LeHavre, hvor masten blev lagt ned, og Gaia begav sig op af Seinen mod Paris og videre gennem kanaler og floder til Arles i Sydfrankrig, hvor vi tilbragte vinteren.
Faktisk gik vi begge i disse vintermåneder og pønsede lidt på at finde en levevej, som kunne muliggøre og åbne porten ud til den store verden, men de småjobs som var tilgængelige, var så dårligt lønnet, og ville ”stavnsbinde” en, så den tanke opgav vi hurtigt.
Tiden i Arles blev noget helt særligt. Livet ombord blev hverdag. Vi blev en del af et lille flydende samfund, bestående af mange nationaliteter, andre rejsende, hvis baggrund og eksistens var lige så forskellige som deres bådes udseende.
Engang var vi 14 ombord på en meget lille katamaran, til pandekager og æblecider. Det var vist en afskedsfest, men der gik yderligere en uge, inden der blev vinket farvel. Der boede også en fransk familie, hvis børn gik i den lokale skole.
- Og så var der Ian, som hamrede og bankede i forventning om at forvandle et rustbunke til et anstændigt skib – engang. Han boede i projektet sammen med sin gravhund, og begge faldt de i ét med de rustne omgivelser – i regnvejr var det alt andet end idyl.
Skibet ved siden af os hed ”Moana”, og var beboet af Gesa og Wolf. Iblandt blev der også her savet og hamret, og ofret tanker på en bedre indretning.
Gesa sad, uanset vejret, ofte hyllet ind i et tæppe i cockpittet, med en kop kaffe eller te og læste eller skrev. Wolf var for det meste i Tyskland efter småjobs, hvis indtægter lige akkurat rakte til transporten tilbage, samt det mest fornødne for en stund. Wolf lærte os at navigere efter solen og stjernerne.
Gesa og jeg fik et meget tæt venskab. Vi tilbragte mange timer sammen, tænkte tanker sammen og var kreative sammen. Bl.a. gik vi på markedet og solgte kranse, hvis ingredienser bestod af ”hvad man nu kan finde i naturen” mikset med farvet papir og lidt spraymaling. En handling vi havde tænkt skulle resultere i middag til fire på restaurant. Men det blev til knap 100 frank, som spontant blev omsat til to meget koloristiske hårbånd, et til hver.
Det var også i denne periode, jeg begyndte at arbejde tredimensionelt. Jeg fik lyst til at billedligøre nogle af mange kulturelle indtryk, som vi oplevede undervejs.
- Ved hjælp af en hjulpisker, avispapir, tapetklister og en smule sand, fik jeg lavet en papirmasse som i tør tilstand blev hård som sten. Langsomt og i små etaper fik skulpturerne deres begyndelse. I skikkelse af musikanter, blev de til én for én og hang og dinglede fra loftet i Gaia, som små vidner om uforglemmelige oplevelser. Faktisk blev det min debut som kunstner.
Arles blev meget svær at forlade. Vi følte os på en måde integreret og accepteret og havde tryghed i hinanden. Vi blev mødt med meget stor høflighed.
Den fortøjningsbro vi lå fortøjret til var underlagt Rohnens vinterstærke strømhvirvler, og iblandt var der voldsomt meget fart på vandet. Og hver gang, der var optakt til, at floden ville stige, fik vi besøg af tilsynsførende teknikere.
Vi blev nøje orienteret om forventet højvande, og der blev målt idvand (vand der løber mod strømmen). Broens samlinger blev kontrolleret. Højvande kunne betyde en stigning i vandstanden på over
Når jeg i dag tænker på disse situationer, og det gør jeg som oftest, når TV viser hvor galt det kan gå, når floder løber løbsk, ja, så luner det stadig med den megen omsorg og ansvarsfølelse, som blev vist os. Vi var jo trods alt bare en lille koloni, af ikke særligt pengestærke forbipasserende.
Frankrig indtog vore hjerter fuldt og helt. Mentaliteten er på en gang lidt nonchalant, ”gør som du vil attitude”, blandet med stor interesse og nysgerrighed, hvem er du, og hvor er du på vej hen? – Ikke engang manglende fælles sprog afskrækkede.
Vi forlod Arles en lidt kold og meget blæsende forårsdag sidst i februar. Og ret hurtigt gik det op for os, at Middelhavet ikke er nogen spøg så tidligt på året. Og selv de bedste ankerpladser har mindst én åben side, og selvfølgelig får vinden sig drejet i nattens løb, så den lige finder denne åbning. Det er nok det mindst attraktive ved sådan en rejse, at blive vækket når man sover bedst, fordi potter og pander rasler på dørken (gulvet), som et varsel, at nu er det tid at lette anker og fortrække. Til tider blev det vendt positivt, og vi satte sejl og drog videre, med den vind som nu engang var der, og kunne drages til fordel. Andre gange var det nok at flytte nogle få sømil for at finde læ.
Ofte mødtes vi med andre sejlere på ankerpladserne, og i perioder fulgtes vi ad, mere eller mindre tilfældigt.
Et svejtsisk ægtepar, Elizabeth og Cristoff, en tysk enesejler, Ditlev, og et japansk ægtepar Hiro og Kako, blev vore tro følgesvende for et par måneder – nu og da, eller vi havde aftalt ankerplads i forvejen. Tit spiste vi sammen. For første gang smagte vi sushi – lidt spøjst, for vi er begge ret kræsne, når det angår mad man ikke kender. Men det kom som en overraskelse, og var vel egentlig ganske udmærket. Forskelligheder og kogekunst er mange ting. Elizabeth stegte fisken til ukendelighed, og kunne fremtrylle et måltid til 7 ud fra en enkelt lille dåse cornet beef + hvad man ellers har af grønt på dåse.
Iblandt søgte vi havn, når det blev for meget med Middelhavets storme, og bl.a. gæstede vi San Remo. Man kan godt sige, at det var lidt af en prøvelse. Vi lå der i ti dage, hver eneste dag med noget som lignede fuld storm. Havnen var som et kæmpe badekar, hvor vandet skvulpede op og ned i en uendelighed. Vi var nødt til at holde god afstand til kajen, og som følge deraf var det ned i jollen hver gang man skulle i land. Vi har en mosesjolle i træ, som let kan blive til pindebrænde. Man kan for øvrigt også komme i klemme eller bare blive våd.
Livet gik sin gang i San Remo. Der var ikke megen festivitas, hver især gik vi og ventede, samt roede med lidt af hvert, slæbte ting og sager ind på kajen for reparation og eftersyn, og for at tilgodese det at ha’ fast underlag under fødderne.
Himlen forblev overskyet. Elizabeth og Christoff valgte at bryde op og sejlede i et gunstigt øjeblik, hvor vinden havde lagt sig en anelse. Trist afsked, men afsked er vel altid trist på en måde.
Solen og mod på livet vendte tilbage. For en tid endnu sejlede vi sammen med Hiro og Kako, og fik rigtig mange gode fælles oplevelser.
Vi tog afsked i Anzio, en by vi besøgte mere end en gang.
Anden gang vi anløb Anzio var for fulde sejl. Vi vidste jo at der var plads nok i havnen, så derfor var det uden bekymring at vi sejlede ind. Planen var at smide sejlene i smult vande indenfor molerne. Med motoren i tomgang gik alt efter planen, lige indtil øjeblikket hvor gashåndtaget blev sat på fremad. – Så skete der bare ingenting. Bakgearet virkede – heldigvis. Efter et målløst øjeblik fik vi Gaia bakket over i et hjørne af havnen, hvor vi kastede anker. Næste dag roede vi i land, var heldige, den mekaniker vi henvendte os til, vidste heldigvis alt om Borg Warner gear. Italiensk var det sprog han talte, og vi taler jo dansk, men det til trods lykkedes det. Vi fik flyttet Gaia ved hjælp af sejl og bakgear over til kajen, hvor vi lage os uden på en fiskekutter.
- Reparationen tog næsten 14 dage, han sled i det, og vi gik den tunge gang, næsten dagligt for at hæve penge nok til reparationen.
Det var sommer i Anzio, og verdenen lå lige uden for. For første gang hørte vi lyden af hval, fik følgeskab gennem natten, lidt spooky. Der var også andre skabninger, som man ikke møder i danske farvande vanligvis.
At sejle er for os den form for rejse som giver størst indhold. Primært fordi ens hjem er lige ved hånden, men også fordi man flytter sig uafhængigt og i det tempo som nu engang passer. Og så møder man mennesker med lyst på livet. En livsstil man let bliver afhængig af.
Det blev til en rejse af 1½ års varighed, utrolig rig på små hverdagshændelser, tanker og følelser omkring livet og forholdet til ens medmennesker. Blandt de første franske ord vi lærte, var ”demain”, som betyder i morgen. Et ord som kendetegnede tiden og ånden.
Af de mange smukke naturoplevelser vi fik undervejs, vil vi aldrig glemme den aften, hvor vi anløb Porquerolles. Det var tæt på tusmørke, blikstille og forførende lunt. Alting var så tyst, og på lang afstand af øen var der en vidunderlig særegen duft. En duft vi ikke kendte, men som viste sig at være eukalyptus. En stor del af øen er beplantet med disse gigantiske træer, hvis bark hænger i lange fascinerende laser. Det var et fortryllende øjeblik at ro i land.
Vi vil heller aldrig glemme de dage og nætter, vi tilbragte i Les Calanques tæt på Cassis.
Ankerpladser i så naturskønne områder at man tror det er lyv. Når vi lå på ryggen i forkahytten, og kiggede op gennem skylightet, var det lodrette hvide kalkstens klipper og blå, blå himmel som mødte øjet.
Vandet var så klart, så vi ku’ se hver en fisk bevæge sig rundt dernede.
Hjemme igen
Vi anløb Bagenkop havn på Langeland en smuk sensommeraften under en fantastisk, næsten symbolsk, solnedgang.
Gaia var fuldt lastet med minder i tusindtal, og vi var langt fra mætte, så det stod lidt i det uvisse, om vi var ved vejs ende, eller ved starten på et nyt liv.
Vi blev i Bagenkop en uges tid, og fordrev tiden med at tænke tanker, og gå nogle meget lange ture, inden kursen atter blev sat mod Odense, via Faaborg, som jo var udgangspunktet for rejsens begyndelse. Hjem til familien.
Gaia til salg!
Er du interesseret i at overtage Gaia, så klik her!
